Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Regnbuen

Børnehuset Regnbuen er en integreret 0-6års institution og en del af Dagtilbud Højvangen. Vi er normeret til 60 børnehavebørn og 28 vuggestuebørn og børnene er fordelt på 5 grupper i huset. Vi arbejder ud fra at vi er et ”helt hus” og derfor er der fokus på kommunikation og samarbejde på tværs af grupperne i hverdagen. De pædagogiske medarbejdere har fokus på et anerkendende sprogbrug i en inkluderende tankegang, hvor relationen er den bærende kraft.  

Vi har en god legeplads og gode udendørs faciliteter med træer og buske, som børnene kan udfolde sig i og blandt andet have gode gemmelege. Vi ligger i gå afstand tæt på skov og lokale legepladser, som vi er glade for at tage på ture i og til sammen med børnene. 

Indenfor har vi store lyse og rummelige grupperum, et fællesrum og et vådrum til bold- og vandlege.

I Børnehuset Regnbuens pædagogiske læringsmiljø er der fokus på at styrke børnefællesskabet i en ramme af leg i mindre grupper. De pædagogiske medarbejderes opgave er at understøtte legen i et nærværende samspil med børnene.

Vi har fokus på, at Regnbuen skal være det bedste sted at være barn i et trygt, lærende og udviklende læringsmiljø, som bidrager til glade børn der trives i børnemiljøet.

Vi kan lide arbejdet med de Grønne spirer og har deres Bæredygtighedsflag. Vi er hvert år en del af Naturens uge og Skraldeindsamlingen mm.

Vi er glade for at have etableret et godt samarbejde med det lokale plejehjem. Vores næst ældste gruppe i børnehaven samarbejder omkring "Leg på plejehjem". Her besøger de ca. hver 14 dag plejehjemmet og laver lege og synger sammen med de ældre. Derudover samarbejder vores ældste årgang med plejehjemmet flere gange om året til: Lucia, juleklip, fastelavn, påske, halloween mm. Til stor glæde for både børn og ældre.

Har Du lyst til at vide mere så kom endelig og besøg os.

Du er velkommen til at kontakte daglig leder, som findes her.